Affection and Departure

[Jeremy Crevan Fox]

Saphire Shirley Amethyst

---

Det var så brændende hedt i Jeremys taglejlighed i Hogsmeade, at det ikke var til at være der på en dag som denne, hvor vinden var varm og luften tung af de aromatiske odører fra de omkringstående planter, der blomstrede for fuldt flor. Sommeren havde for alvor taget sit indtog i Skotland, til stor fornøjelse for de fleste. Men ikke for Jeremy. Det var så varmt, at han ikke kunne tænke, ikke kunne fokusere, ikke kunne skrive, og i desperation havde han forladt sin trygge lille rede for at få lidt luft under vingerne.
Han var som sædvanlig iklædt et af sine klassiske sæt tøj bestående af brune, nålestribede habitbukser med en dertilhørende vest og en lettere krøllet hvid skjorte. Skjorteærmerne havde han smøget op til over albuerne ligesom med buksebenene, der nu sad halvvejs oppe ad hans lægge. De spidse sorte laksko stod op ad en træstub få meter væk, hvor de stod sammen med en transportabel thermokande, indeholdende skoldhed kaffe, og et par sammenkrøllede sokker, der lå ved siden af.
Jeremy vandrede hvileløst frem og tilbage. Han skulle fra sit hoved og ned i sin krop. Ned i sin krop. Det var derfor, han havde taget sko og sokker af, så han kunne mærke de grønne græsstrå, der kildede ham mellem tæerne, og få en fornemmelse af jordbundenhed. Det var også derfor, han havde kilet en utændt smøg fast imellem pege- og langefingeren. Det halvlange ravnsorte hår var pjusket og blev ind imellem taget af vinden, hvis ikke han da hev frustreret i det.
”… Hen i elementerne… Mit hoved er blandt stjernerne, men begge mine ben er på jorden… Luft og kærlighed… Mellem os er der ingen årsager…” Jeremy mumlede højt for sig selv, imens han gik frem og tilbage i græsset og forsøgte at få formuleret noget meningsfyldt. ”Ingen årsager… Kun tilstande af..?” Ind imellem standsede han op og strøg sig tænksomt over næseryggen. ”Bevægelse!” Af og til kradsede han nogle ord ned på et pergament, inden han fortsatte sin utålmodige vandring.

[Saphire Shirley Amethyst]

Varmt. Det var varmt over det hele. Indenfor såvel som udenfor. I skyggen og selvfølgelig også i solen. Hvor mange is havde hun ikke allerede spist, i et desperat forsøg på at køle sin krop ned? 6? Eller nok nærmere de 14. Hvorfor valgte elever også at tage ned i Hogsmeade på sådan en  varm dag, det var jo uansvarligt at gå uden for en dør i den hede. 
Iført et par shorts og en lettere stor, tynd og hvidlig skjorte, spasesrede hun rundt med en is i hånden. Skjorten var nede i shortsene, så man kunne de set flettede læderbælte, der sad om hendes talje. Der var elever over alt, skønt det var eksamens perioden, og de alle burde læse op til den vigtigste af alle eksamener, nemlig hendes fag spådom.
Det tyndede efter håneden ud i eleverne, som hun nåede udkanten af den lille troldmands by, og hun nåede græs områderne.  Noget fangede dog hendes opmærksomhed. En eller anden mørkhårede mand, vandrede frem og tilbage, og det lignede han snakkede til sig selv eller måske gik og filosoferende? Som hun nærmede sig, kunne hun se, han var et par år ældre end sig selv. Saph havde set ham før, et eller andet sted, men hun kunne ikke sætte fingre på hvor. Han var sikkert en gammel Hogwarts elev, eller også havde hun set ham inde i Hogsmeade før når hun havde sørget for, at elever opførte sig ordentligt. 
Saphire stod i hvad der føltes som minutter, og betragtede den fremmede. Det var ikke første gang, hun bare havde stået og kigget på en fremmed. Hun havde flere gange fået smidt et eller andet efter sig, siden hun virkede som en freak, når hun gjorde sådan. Forståeligt nok. Hun blev vækket fra sine tanker, da det gik op for hende, at hun ikke havde mere is. "Nå.." Mumlede hun let, med en glad tone i sin stemme. Og på det ord, gik hun tættere på den fremmede. "Hør, hvad laver du egentlig?" Spurgt hun nysgerrig. 

[Jeremy Crevan Fox]

Jeremy var en meget distræt personlighed. Nogle dage - mange dage, faktisk - levede han af intet mere end halvkold kaffe fra dagen før, fordi han ganske enkelt glemte at spise, mens han sad ved sit rodede skrivebord og kunne se ned på hovedgaden i Hogsmeade. Han glemte aftaler i tide og utide, stod op midt om natten for at fodre katten og kunne ligge i timevis for at så op på nattehimlen. Således spiste han heller ikke is. Is? Hvad var det for blændværk? Formentlig havde han ikke fået en is, siden han var teenager.
Selvfølgelig opdagede han heller ikke, at han blev betragtet. Det var han for distræt til. Alt for optaget af sine egne tanker og ord til at ænse meget andet omkring sig. Hænderne med de lange, slanke fingre gestikulerede ivrigt i luften, mens han mumlede for sig selv. Det havde helt sikkert hjulpet at komme ud af lejligheden, for selvom det stadig var varmt, så førte den blide brise i det mindste en illusion af kølighed med sig. Først da han hørte den lyse kvindestemme tiltale sig, standsede han brat op og vendte sig langsomt om imod kvinden. Hvilket et underfundigt og smukt væsen! Ordene kom til ham i det øjeblik, han lagde øjne på hende.
”Jeg ser stjernelyset brydes til nuancer gennem atmosfæren, så oplevelsen leves ud i alle aspekter af livet. Kun tilstande af bevægelse, som vi ser det fra vort syns punkt, lader livet brydes i sanser og sind.” Det gik op for ham, at han stirrede ganske uforskammet på kvinden, mens han mumlede, så han slog brat blikket ned. ”Jeg, øh-m…” Han løftede den ene hånd op til munden og rømmede sig kort, før han kørte hånden forfjamsket igennem sit allerede pjuskede hår. ”Undskyld. Ikke noget.” svarede han med sin dybe, vibrerende stemme og et flakkende blik, som han prøvede at finde en mellemting mellem at stirre og slet ikke at se. ”Jeg, hmm, trækker bare noget frisk luft.” endte han, som han flagrede formålsløst med hånden ud imod græsset, og sendte hende et lille og kort, prøvende smil.

[Saphire Shirley Amethyst]

Hvor var det dog længe siden, hun egentlig havde haft chancen, for at komme ud fra stottet. Det var kun her i eksamens perioden, hun havde tiden. Hvilket nok var en smule mærkeligt, i betragtning af det jo var den tid på året. Det var efterhånden også blevet lidt af en tradition, at guffe en masse is i sig, når hun så endelig kom til Hogsmeade. Der var intet bedre end det. 
Den unge professor fnes let for sig selv. Han var sjov. Ikke som alle de andre dødbidere hun havde mødt i denne troldmandsby. Og han havde tydeligvis ikke lagt mærke til hun havde stået der længe. Og ordene der kom fra ham, mens han nærmest.. Stirrede han på hende? Tanken fik hende til at fnise endnu mere og hendes hårfarve lysnede en smule, til en let orange brun farve. Hendes blik faldt på et pergament, var det det han var kommet ud for? At skrive?  "Skriv det ned, skriv det ned! Inden du glemmer det!" Saph gjorde et vift med hånden, i tegn på, han skulle skynde sig.
Han lignede heller ikke de andre beboere i Hogsmeade, der var lidt mere stil over ham. Og noget andet, hun ikke rigtigt kunne sætte en finger på. Men han var heller ikke helt uinteressant. Hun tag et par skridt tættere på, og dumpede sig ned i græsset. "Det er også godt med noget frisk luft engang imellem" Konstaterede hun, og tænkte på det varme spådomslokale oppe på skolen. Det burde forbydes, at færdes der, i sommerperioden. Saph gengældte hans smil med at af sine berømte tandpastesmil. Det var virkelig en bagene sol idag, ingen tvivl om det.

[Jeremy Crevan Fox]

Det var i det hele taget sjældent, Jeremy kom ud af sin lejlighed. Han havde det med at bure sig inde i flere dage ad gangen og vrisse ad enhver, det vovede at forstyrre ham. Kun på dage som disse, hvor det var uendeligt varmt og umuligt at være indenfor, eller hvis han absolut ingen inspiration havde, begav han sig ud. Der skulle heller ikke særlig meget til at inspirere ham. En bestemt lyd, en bestemt følelse eller fornemmelse, andre omgivelser. Det fungerede helt fantastisk.
Jeremy stirrede fortsat på kvinden, en kende forundret. Fnes hun lige? Så ændrede hendes hår farve. Vent! Ændrede hendes hår farve? En metamorphmagus! De mørke øjne blev spærret overrasket op et øjeblik, og han åbnede munden med en dyb indånding for at sige noget, som han havde glemt i det sekund, han var ved at sige det. Fejlen var tæt på at få ham til at rødme.
”Åh! Ja!” udbrød han i stedet ivrigt, da hun bød ham at skrive det ned, inden han glemte det. Han gled ned på det ene knæ, så han kunne placere pergamentet over det andet lår og bruge det som underlag. Bevægelserne var hektiske, og han tabte fjerpennen i græsset, fordi han fumlede med den. Det var som om, det skulle gå forfærdeligt hurtigt at få skrevet ned, før ordene var løbet bort som sand imellem fingrene. Et dybt koncentreret udtryk bredte sig på hans ansigt, idet han skrev linjerne ned på det lettere krøllede pergament, og et øjeblik glemte han alt om kvinden. Ergo blev han igen forfjamsket, da han så op og opdagede, at hun havde sat sig i græsset. Havde hun tænkt sig at blive eller hvad?
”Jah, øhm…” Han vendte blikket imod pergamentet, som han omhyggeligt foldede sammen, for at undgå at være nødt til at se på hende af frygt for at stirre. Efterfølgende fandt han en pakke smøger frem fra den ene bukselomme, som han smuttede den utændte cigaret tilbage i. Det var utrolig sjældent, han rent faktisk røg. ”Hvad laver du her?” Det lød fuldstændig som om, han anklagede hende for et eller andet. Igen strøg han hånden igennem det sorte hår, før han rejste sig op fra sin knælende stilling og var fattet nok til at se på hende igen. ”Eller nej, jeg mener ikke… Du er virkelig meget, meget smuk.” Endnu en dyb indånding. Rolige bevægelser. ”Hvad bringer dig til Hogsmeade?” forhørte han sig slutteligt og strøg hånden over panden.